Grønne fingre eller ej

Jeg har aldrig nogensinde haft grønne fingre. Jeg har altid formået at slå den ene blomst ihjel efter den anden i samtlige af de nu 9 år, jeg har boet ude. Man kan ikke lade vær med at undre sig over, hvordan det er lykkedes mig at holde to drengebørn i live, når jeg ikke engang kan finde ud af at vande en orkide korrekt. For de skulle ellers være så nemme.

Men nu er det bare blevet så moderne at have grønne planter overalt i hjemmet, og jeg har kastet mig direkte ud foran bussen i dén tendens. For jeg elsker at have planter hist og pist. Det bringer bare liv til et ellers meget hvidt, Lyngbyvase-præget hjem.

Vores gang er ikke noget særligt. Den er vel et par m2 stor og kan lige nøjagtig have én dør på hver væg. Derudover har jeg formået at presse et IKEA skoskab ind i den ene side og en knagrække i den anden side. Men så kan der virkelig altså heller ikke være mere. Derfor kan det godt være lidt svært at gøre førstehåndsindtrykket til vores hjem hyggeligt, men jeg har alligevel forsøgt ved at smide et bræt ovenpå skoskabet, placeret en obligatorisk Kählervase, et tegn på børn og endeligt plantet en ‘Perler på snor’ i en vægkrukke. Krukken er købt i Fakta, men Søstrene Grene har også haft noget lignende, og senest har jeg spottet, at Tiger’en – nu kendt som Flying Tiger – også har nogle i samme design.
Kähler vase vægkrukke perler på snor håndaftryk fodaftryk ikea skoskab ikeahackimage

IMG_1104

Men hvad så med de der knap så grønne fingre? Jo, jeg har da formået at tage livet af både én orkide, ét sølvtræ og én pletter i luften i den tid, vi har boet i Vejle. Til gengæld lever hele 12 andre planter. I nogenlunde tilstand. Endnu.

Tyvstart

imageEfter en noget nær søvnløs nat med sommerfugle i maven af spændthed startede min dag kl 6.15. I dag var første dag på Aarhus Universitet, hvor jeg de næste 2 år skal læse en kandidat i pædagogisk psykologi. Det er noget, jeg har drømt om og kæmpet for, siden jeg startede på læreruddannelsen tilbage i 2010. To barsler og en bachelor senere var jeg én af de 270, der trods 900+ ansøgere, begyndte i dag. Det er så vildt! Så surrealistisk! Og så fedt! I dag og i morgen er egentlig bare Intro, hvor vi bombarderes med informationer, hilser på hinanden og bliver introduceret til studiemiljøet, hele universitetsbyen og alt derimellem. Næste uge begynder vi så for alvor, og jeg glæder mig sådan til at tage hul på netop dét, der har været mit mål hele tiden.

Og til alle jer andre, der potentielt også påbegynder noget i de kommende uger: tillykke med optagelsen og rigtig god fornøjelse ☺️

Boy, n

image

Der manglede lige en enkelt detalje ved Noams sovehjørne, og den her.. Den sidder lige i skabet!

Wallstickeren er bestilt hos MyWally Wallstickers, som også står bag de andre wallstickers på drengenes både nuværende og tidligere værelser.

Jeg har valgt, at Noam derudover skal have en “Lightbox” natlampe, og så er drengenes værelse faktisk færdigt. Tænk, dét har jeg aldrig prøvet før!

Tinder-spillet

Okay, så jeg er så småt begyndt at date. Det er klart. Men hvad ‘dating’ egentlig er, er knap så åbenlyst. For hvad fanden vil det egentlig sige at date? Jeg har enormt svært ved at finde rundt i hele det her game. Så kompliceret var alting bare slet ikke, da jeg 10 dage fra at fylde 17 tilfældigvis støder ind i en fyr til en privatfest, falder i snak med ham og 3 måneder senere skifter mine forældres adresse ud med hans. 5 år senere får vi vores førstefødte og yderligere 2,5 år senere står jeg pludselig dér: enlig mor til 2, studerende og i øvrigt fuldstændig amatør på den allermest kiksede facon i det amerikanske fænomen: dating.

66ec307f89becd5b04d6ed2218143ed4

I dag møder man ikke i beruset tilstand sin eneste ene i byen, det er vistnok hovedreglen, når man er 26 år og har bare lidt krav. Og selvfølgelig er der krav! Jeg har to børn, og selvom jeg ikke har spor travlt, gider jeg virkelig heller ikke spilde min tid. Men man finder heller ikke sammen med en kollega eller medstuderende, for ‘man skider ikke, hvor man spiser’, vel? Tilbage står Tinder og alle de der andre ‘find-et-knald-indenfor-nærmeste-radius’ apps og det har jeg det personligt enormt stramt med. Jeg kan stadig huske mine forældres ord, da jeg 12 år gammel opretter en Arto-profil: “Man må IKKE mødes med nogen, man kun kender fra nettet”. Det er såmænd ikke, fordi jeg er nervøs eller bange for at møde nye mennesker, men jeg har enormt svært ved at navigere rundt i dét spil. For det er det jo – et spil. Men reglerne er knap så tydelige.

Først og fremmest skal man jo vælge et køn, en alder og en acceptabel geografisk afstand. Jeg har valgt fra 30 og op med en radius på max 65 km. Men hvad så hvis min eneste ene er 29 år gammel og bor 65,1 km væk? Og kan man virkelig finde sin eneste ene gennem en app? Tror man overhovedet på den eneste ene i 2016 eller er vi alle sammen blevet så kyniske i vores udvælgelse, at vi tror, at der er et lidt bedre match kun et swipe væk?

Og hvad så når man får et match? Så begynder man måske at skrive sammen. Opstår der dér en håndtastet kemi, er man måske heldig nok at blive inviteret på en date – vi vælger lige at forholde os til den sober af slagsen 😉 Og straks opstår alt mit crazy med diverse tøsefilm og Sex and the city som fuldstændig upålidelig kilde kørende i baghovedet. For hvad er grundreglerne, når man dater? Må man date flere på en gang f.eks.? Eller er man mere i sådan en “købt eller solgt” tilstand, hvor man i princippet hverken swiper videre, dater andre eller kysser tilfældige i byen en fuld lørdag, indtil man finder ud af, om man er det tætteste, man kommer på et perfekt match? Eller er der frit valg på alle hylder? Er man sin egen herre, der må gøre præcis, som man vil med, hvem man vil, fordi man jo naturligvis efter blot 3 dates stadig står angivet som single på facebook? Er der en ‘man-skal-ikke-tage-den-første-og-den-bedste’ logik? Og er det mest romantiske i dag virkelig at deaktivere sin Tinder-app, når man synes, at man ønsker at tage skridtet videre fra dating-tilstanden, hvor længe sådan en end måtte vare. For hvornår dater man og hvornår er man så godt som kærester? Er en date vitterligt at spise ude, spille minigolf eller en tur i biografen hver evig eneste gang? Eller er man stadig i dating-stadiet, når man mødes en søndag aften iført nattøj for blot at sove sammen, inden arbejdsugen og hverdagens travlhed atter starter, fordi det trods alt kun er 5. gang, man ses? Og hvor meget giver man egentlig af sig selv? Kan der allerede være følelser, kyssende emojis og ‘jeg-savner-dig’ beskeder blot 2 uger inde? Eller undgår man for alt i verden en potentiel hjertesorg ved at beskytte sig selv, indtil den anden sænker paraderne, som var det en ny udgave af Chicken?

Jeg forstår pludselig frustrationerne i Sex and the city og mine med-single-veninder på et helt nyt niveau. For det er virkelig frustrerende! Det er et udmattende, regelskjult, ‘vi-mødte-hinanden-på-Tinder’ spil, hvor man i forsøget på at sælge sig selv godt samtidig overfladisk prøver på ikke at blive skuffet, knust eller swipet væk fra, og jeg vil egentlig bare gerne pointere, at spillet ikke bliver mindre kompliceret af at have to små, lyshårede drenge og strækmærker i indsats-puljen.

Børnehavebarn nr 2

SPONSORERET

Milk Copenhagen Milkcopenhagen H&M H&Mkids LEGO spøgelsestræ grå væg pseudotvillinger

Inden drengene gik på deres lange sommerferie, spurgte jeg vuggestuen, hvad planen var for Theo ift børnehave. Der var meddelelsen, at han i hvert fald ikke skulle starte før tidligst oktober, hvor han fylder 3 år, selvom man må rykke, når man er 2 år og 10 måneder. Det var et hensyn, de tog grundet Theos store behov for tryghed. Et hensyn Heine og jeg var meget tilfredse med.

I mandags, da Heine så afleverer drengene, lyder meldingen pludseligt, at Theo er nødt til at starte i børnehave d. 15. august, fordi der er mangel på børn i børnehaven, og han nu var det ældste barn i vuggestuen. Det er naturligvis ikke helt optimalt, hvordan økonomi i dag dikterer rigtig meget – og sådan set også et helt andet debatemne. Men forhistorien er årsagen til, at jeg har været enormt spændt på dagen i dag. For Theo er bare en tryghedsnarkoman på fuld smadder, der har svært ved at finde tryghed og ro i andre mennesker end hans mor og far. Det er ingen hemmelighed, at det først er sidste sommer, at selv sådan en som min mor måtte holde ham, uden han græd. For faktisk var det en hovedregel, at Theo de første 2 år af sit liv græd, hvis der var et andet menneske tættere på ham, end jeg var. Også selvom vi var derhjemme. Også selvom det var familiemedlemmer, han jævnligt så. I dag har han det heldigvis nemmere ved folk, vi jævnligt ser, men modsat Noam kaster han sig ikke ud i samtaler, kram og kontakt til andre, når vi har gæster eller selv er på besøg et sted. Det kræver tid og tillid.

Vi har snakket rigtig meget med ham, og hele weekenden har han set frem til i dag, for der er nemlig en kæmpe stor fordel for ham: pludselig kan han lege med Noam hele dagen – noget begge drenge er meget glade for.

Inden sommerferien havde jeg en samtale med Theos primære pædagog om, hvilken stue vi i fremtiden skulle ønske os til Theo. Noam går på stue 3, og selvom jeg rigtig godt gad have dem på samme stue, valgte vi alligevel efter pædagogens råd at ønske en anden stue. Først og fremmest for at Noam ikke føler et konstant ansvar for sin lillebror, men også fordi børnene på Noams stue er – ligesom Noam – børn med enormt meget energi, der er rundt over det hele. Theo er et barn, der fordyber sig rigtig meget i tingene. Han kan bruge oceaner af tid på at bygge togbane, lege med biler, tegne, læse bøger og lave perleplader. Noams energi kan sagtens smitte af på ham, det er slet ikke det, men mens der gerne skal ske noget nyt for Noam, er Theo rigtig glad for at fordybe sig i noget kreativt ganske stille og roligt. Derfor er han i dag efter pædagogens anbefaling startet på stue 4.

Så i morges skar Theo og jeg appelsinskiver ud og lagde på et fad med dadelkugler og figenstænger til afslutning i vuggestuen. Noam ville gerne med derind, så der sad vi alle tre, pakkede gaver op, sang sange og hyggede os med lækkerierne, indtil Theo til sidst sagde: “Så! Nu skal jeg i børnehave”, hvorefter han krammede alle pædagogerne, takkede dem og tog sine ting ligeså fint med sig.

På stue 4 stod de så klar til at tage imod Theo. Noam fulgte trofast med rundt, mens vi fik set stuen, Theos nye rum, besøgt stuens kæle-kanin, børnene dagligt passer og så sad drengene ellers på gulvet med Theos nye pædagog og legede med biler, indtil Theo sagde, at jeg gerne måtte gå nu. Så han kyssede, krammede mig og fortalte, hvor højt han elskede mig, da jeg lidt over 11 blev sendt hjem. Efter frokost ringede pædagogen og fortalte, at det gik rigtig godt, og vi blev enige om, at hun skulle ringe efter mig, hvis der var det mindste, og ellers hentede jeg begge drenge lidt i 15.

Og da jeg kommer der? Jo, der sidder drengene fortsat sammen ude på legepladsen og leger, og Noam har hele eftermiddagen fortalt, hvor dejligt det er, at Theo endelig er kommet over til ham i børnehaven. Der er ingen tvivl om, at Theo finder tryghed i Noam. Selvom jeg ikke ønsker at gøre Noam større, end han er, kan jeg alligevel ikke lade vær med at være en god blanding af vanvittigt lettet og stolt over, at mine børn er så omsorgsfulde og kærlige overfor hinanden, at min ældste frivilligt og uden tøven gør en verden til forskel for min yngste.

På besøg hos Babydutten

I husker allesammen godt Babydutten med Viktor, der er født for tidligt og hans lillesøster Caroline. Michelle og jeg var i sin tid i samme terminsgruppe med Noam og Viktor, og det var ganske kort tid efter, jeg opdagede hendes blog, at jeg startede min egen.

Nu er Michelle så sprunget ud som fotograf, og da jeg længe har misundt de billeder, hun tager af sine egne skønne børn, bookede jeg mig straks hos hende. Og heldigvis for det! For gud, hvor har hun gjort det godt. Ikke alene er billederne helt fantastiske, hun var også bare  god til drengene. Trods vind og småregn kastede Michelle sig gerne rundt i sandet, sagde fjolleord og formåede at fange drengene præcis, som de er. Drengene har jo før været til fotograf – og også babyfotografering 7 dage gammel i sin tid, men det er uden tvivl øjebliksbilleder som disse ude i naturen, jeg altid har været allermest glad for.

DSC03872 (1) DSC03890 (1) DSC03909 (1) DSC03952 DSC03969 (1) DSC03984 (1) DSC04022 (1)

Er I også imponeret over billederne, kan I læse mere på Michelles facebook-side eller tjekke hendes Instagram. Vi siger i hvert fald tusind tak :-)

The greatest thing

Da jeg inden sommerferien blev færdiguddannet engelsklærer, havde jeg besluttet mig for, at god karakter ville udløse selv forkælelse. Så jeg fik to tatoveringer. Det var enten det eller en Kubus stage 😉

De fleste har set Moulin Rouge, tænker jeg, og ellers kan jeg fortælle, at citatet The greatest thing you’ll ever learn is just to love and be loved in return på mine ribben er derfra. Naturligvis i en skrivemaskine skrifttype som i filmen.

FullSizeRender (4)

Er man typen, der zoomer ind på billeder, vil man hurtigt se, at der er en lille stavefejl. Et ‘N’ er blevet til et ‘S’, men gudskelov påtager tatovørens sig det fulde ansvar, og jeg går nu bare og venter på at få en tid til at få det laserbehandlet på deres regning, så jeg kan få rettet fejlen. Men jeg er glad for den – den er smadder fin, og jeg har absolut mod på at blive tatoveret hos Iron&Ink i Vejle igen.

Den anden tatovering er blot en lille sløjfe prikket ind i mit håndled, nu vi alligevel var igang med nålen – men den er vanvittigt sød. Og tøset 😉

 

På godt og ondt #1

Okay, så det er altså langt fra kun børn og bleer, Heine og jeg snakker om. Vi har kendt hinanden i 9,5 år, været kærester, forældre og bedstevenner i 7,5 år af dem. Det er rundt regnet en tredjedel af mit liv. Så naturligvis ved vi også så meget om hinanden. Jeg ved, at han nægter at spise champignon og porre, jeg ved, at han ville elske at komme til en Coldplay koncert, jeg kender hans gennemsnit fra HF, hans fulde cpr-nummer og skostørrelse. Han er far til mine børn, men fordi vi var hinandens fortrolige i så mange år, ved jeg også, hvor jeg har ham henne af. Derfor kan vi også sagtens snakke om alt det, der ikke nødvendigvis involverer vores børn. Og gud, hvor er det dog befriende! Jeg synes, at det er en kæmpe lettelse, at jeg kan kontakte ham, når bloggen igen driller, når jeg har glemt opskriften på den chokoladekage, vi har så tit har bagt eller hvis jeg har brug for at dele noget med en eller anden. For mig er han ikke bare en eks-kæreste. Han er mine børns far og ven.

IMG_2410 IMG_2411 IMG_2412 IMG_2414 IMG_2415

Om lidt skal jeg mødes med Heine og drengene, som har været hos ham i en uge med et enkelt visit hos mig tirsdag, og sammen snupper vi så en tur i biografen og ser den nye tegnefilm med kæledyrenes hemmelige liv. God søndag :-)

Stuva #3

SPONSORERET

Med to drenge på ét værelse kan man ret hurtigt løbe tør for plads til opbevaring af legetøj, spil og superhelte. Drengene har jo op til flere af Ikeas Stuva systemer, og det er bestemt ikke kun mig, der er glad for løsningen. Alt i mens jeg nyder det simple, hvide design, har drengene god gavn af selve opdelingen af alt deres legetøj. Lego er ét sted, Brio er et andet sted, biler, spil, plusplus, kuglebane og bøger er alt sammen opdelt i hver deres skuffe. Det gør det hele enormt overskueligt for drengene, fordi de altid kan finde, hvad de konkret søger, men de ved også, hvor alting skal placeres, når der skal ryddes op efter en lang dag fyldt med leg. Derfor valgte jeg at snuppe drengene med i Ikea efter mere af Stuva. Men fordi der naturligvis er en begrænsning for, hvor mange møbler man rent faktisk kan smide ind på 12 m2, valgte jeg at udnytte den tomme vægplads over Noams seng og købe 3 Stuva vægskabe samt kasser til at placere på hylderne, så alting derinde også er opdelt. Det fungerer smadder godt for os alle. Noam hjælper glædeligt Theo med at tage noget ned, som han ikke kan nå. Og det er endda til trods for, at moderen tænkte, at alle de der plusplussere og Kalaha spil skulle ligge så højt, at vi fjernede risikoen for kugler overalt på gulvet, når det altid ville kræve en voksen til at få det ned 😉

Stuva Ikea Prik og Streg Leander Wallstickers Batman Nordic design grå væg abc plakat tal

Stuva Ikea Prik og Streg Leander Wallstickers Batman Nordic design grå væg abc plakat tal  drengeværelse deleværelse pseudotvillinger Stuva Ikea Prik og Streg Leander Wallstickers Batman Nordic design grå væg abc plakat tal

Bonus er, at Noams soveplads nu er blevet lidt hule-agtig. Så mangler der blot en natlampe og at tal- og abc plakaterne bliver hængt op.

Dele-forældre

Der er ingen tvivl om, at det kan være barsk at være delebarn, det erkender jeg fuldt ud, men for mig er det også enormt hårdt at være dele-forældre.

Jeg har altid ment, at mine børn hører til hos mig – og deres far – og at de ikke bør undvære nogen af os unødigt eller i længere tid. Af samme årsag er drengene aldrig blevet passet ret meget, og det var også selvsamme årsag til, at jeg så inderligt brændte for at have hjemmebørn. Og stadig gør, hvis jeg engang skulle så heldig at få flere børn.

Naturligvis har jeg i perioder følt, at jeg egentlig bare holder vejret, mens jeg langsomt drukner i stressede eksaminer, alle dagligdagens opgaver og to så små børn alene. I de perioder har mine såkaldte børnefrie weekender været et afbræk, hvor jeg atter er kommet op til overfladen, trukket vejret og ladet op til de kommende 10 dage, hvor jeg igen står alene om alting.

Men derfor synes jeg stadig, at det er hårdt. Jeg føler, at mit hjerte bliver revet ud ad mig, når jeg afleverer mine børn velvidende, at der går et par dage, inden jeg ser dem igen. Jeg føler, at det er så grundlæggende forkert at undvære mine børn. Misforstå mig ikke, for jeg mener i den grad, at børn har ligeså meget krav og ret til deres far som til deres mor, men derfor hader jeg alligevel at skulle undvære mine børn. Og at de skal undvære mig.

Henover sommerferien har Heine og jeg valgt at have 7/7 ordning, men virkeligheden har været en helt anden. Ingen af os har haft de vilde planer eller udenlandsrejser, så i stedet for at være stringent med den ordning, vi havde valgt, har vi imødekommet drengene i deres behov. Det betyder, at de er kommet før hjem, hvis de har ringet og ønsket det, og omvendt betyder det også, at de har været hos Heine en enkelt dag midt i min uge med dem. Dét er absolut fordel nr 1 ved at bo så tæt på hinanden: det hele er meget mere fleksibelt og kan langt nemmere foregå på drengenes præmisser, som jo aldrig nogensinde har valgt den her form for familieliv. Jeg takker Heine af hele mit hjerte for ikke bare at være kommet tilbage til Jylland, men for at bosætte sig så tæt på os, mens jeg ser lykken stråle fra mine børns øjne. Tak!

samarbejde deleforældre delebørn co-parenting drengelopper

Søndag kom drengene hjem til Heine, efter mine forældre havde haft dem til en enkelt overnatning i forbindelse med min venindes bryllup. Det var Theos første overnatning ude, og vi var alle spændte på forløbet. Heine kontaktede endda mine forældre væsentligt mere, end jeg fik gjort midt i kærlighedserklæringerne, traditionerne og kirkeklokkerne. Så i går på vej til fitness gik det op for mig, at jeg ikke havde set mine børn siden lørdag morgen. Selvom vi altid FaceTimer og ringes ved minimum én gang dagligt, når de er hos den ene eller anden af os, er det ikke rigtigt det samme som at mærke deres små arme om min hals, se deres store, blå øjne og høre deres fine stemmer. Så på vej ned mod byen, drejede jeg impulsivt af, bankede på Heines dør og kyssede mine børn, som straks inviterede mig med til frokost. Der sad vi alle fire og snakkede og hyggede os, da Noam spørger, om de måtte komme til aftensmad den følgende dag. Så her sidder vi naturligvis alle fire og venter på, at den vegetarlasagne, vi sammen har lavet, er færdig. For selvom vi er en splittet familie, er vi stadig en familie. Jeg stor-nyder det samarbejde, vi sådan har arbejdet og kæmpet for at skabe. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at vores børn gør det præcis samme.

Jeg ved godt, at det er langt fra alle, der kan være i det, som vi er, ovenpå et brud eller skilsmisse. Og det har jeg alverdens forståelse for. Jeg er også klar over, at det kræver to samarbejdsvillige parter i dén tango. Men det er vigtigt for mig at vise, hvordan vi har udviklet os i alt det her og være “det gode eksempel”. Heine var min bedsteven gennem knap 8 år, og dét tab kan slet ikke beskrives. Det har krævet blod, tårer og kompromisser at nå hertil. Men det er hverken et tilfælde, at han var min bedsteven gennem så mange år eller far til mine børn. Jeg elsker ham for at have givet mig den største gave af alle. Og netop derfor bør vi da for fanden godt kunne fokusere på det vigtigste, vi sammen har valgt at skabe: drengene. Når alt kommer til alt, er det dem, der betaler prisen for vores valg. Så hvorfor ikke gøre det så nænsomt som overhovedet muligt? De elsker at have os på én gang ligesom de bestemt heller ikke led, da vi var sammen. Så ofte føles det som ren og skær egoisme, at jeg alligevel valgte at bryde vores familie op i sin tid. Derfor ligger det mig så nært, at vi har dem så meget som muligt i sigte i alt, hvad vi gør, og at vi samarbejder på absolut bedste vis. Selvfølgelig kan jeg godt tænke, at Heine træffer nogle dumme valg i sit liv, ligesom han højst sandsynligt tænker om mig, men fordi jeg kender ham på godt og ondt, er der frirum til både at navigere i det og støtte hinanden. Det håber jeg også, at drengene kan tage med sig i resten af deres liv: At deres forældre kæmpede med dem i deres tanker og hjerter. For i dag ved jeg, at vi er præcis, hvor vi skal være. I dag ved jeg, at det var det hele værd.