Børnehavebarn nr 2

SPONSORERET

Inden drengene gik på deres lange sommerferie, spurgte jeg vuggestuen, hvad planen var for Theo ift børnehave. Der var meddelelsen, at han i hvert fald ikke skulle starte før tidligst oktober, hvor han fylder 3 år, selvom man må rykke, når man er 2 år og 10 måneder. Det var et hensyn, de tog grundet Theos store behov for tryghed. Et hensyn Heine og jeg var meget tilfredse med.

I mandags, da Heine så afleverer drengene, lyder meldingen pludseligt, at Theo er nødt til at starte i børnehave d. 15. august, fordi der er mangel på børn i børnehaven, og han nu var det ældste barn i vuggestuen. Det er naturligvis ikke helt optimalt, hvordan økonomi i dag dikterer rigtig meget – og sådan set også et helt andet debatemne. Men forhistorien er årsagen til, at jeg har været enormt spændt på dagen i dag. For Theo er bare en tryghedsnarkoman på fuld smadder, der har svært ved at finde tryghed og ro i andre mennesker end hans mor og far. Det er ingen hemmelighed, at det først er sidste sommer, at selv sådan en som min mor måtte holde ham, uden han græd. For faktisk var det en hovedregel, at Theo de første 2 år af sit liv græd, hvis der var et andet menneske tættere på ham, end jeg var. Også selvom vi var derhjemme. Også selvom det var familiemedlemmer, han jævnligt så. I dag har han det heldigvis nemmere ved folk, vi jævnligt ser, men modsat Noam kaster han sig ikke ud i samtaler, kram og kontakt til andre, når vi har gæster eller selv er på besøg et sted. Det kræver tid og tillid.

Vi har snakket rigtig meget med ham, og hele weekenden har han set frem til i dag, for der er nemlig en kæmpe stor fordel for ham: pludselig kan han lege med Noam hele dagen – noget begge drenge er meget glade for.

Inden sommerferien havde jeg en samtale med Theos primære pædagog om, hvilken stue vi i fremtiden skulle ønske os til Theo. Noam går på stue 3, og selvom jeg rigtig godt gad have dem på samme stue, valgte vi alligevel efter pædagogens råd at ønske en anden stue. Først og fremmest for at Noam ikke føler et konstant ansvar for sin lillebror, men også fordi børnene på Noams stue er – ligesom Noam – børn med enormt meget energi, der er rundt over det hele. Theo er et barn, der fordyber sig rigtig meget i tingene. Han kan bruge oceaner af tid på at bygge togbane, lege med biler, tegne, læse bøger og lave perleplader. Noams energi kan sagtens smitte af på ham, det er slet ikke det, men mens der gerne skal ske noget nyt for Noam, er Theo rigtig glad for at fordybe sig i noget kreativt ganske stille og roligt. Derfor er han i dag efter pædagogens anbefaling startet på stue 4.

Så i morges skar Theo og jeg appelsinskiver ud og lagde på et fad med dadelkugler og figenstænger til afslutning i vuggestuen. Noam ville gerne med derind, så der sad vi alle tre, pakkede gaver op, sang sange og hyggede os med lækkerierne, indtil Theo til sidst sagde: “Så! Nu skal jeg i børnehave”, hvorefter han krammede alle pædagogerne, takkede dem og tog sine ting ligeså fint med sig.

På stue 4 stod de så klar til at tage imod Theo. Noam fulgte trofast med rundt, mens vi fik set stuen, Theos nye rum, besøgt stuens kæle-kanin, børnene dagligt passer og så sad drengene ellers på gulvet med Theos nye pædagog og legede med biler, indtil Theo sagde, at jeg gerne måtte gå nu. Så han kyssede, krammede mig og fortalte, hvor højt han elskede mig, da jeg lidt over 11 blev sendt hjem. Efter frokost ringede pædagogen og fortalte, at det gik rigtig godt, og vi blev enige om, at hun skulle ringe efter mig, hvis der var det mindste, og ellers hentede jeg begge drenge lidt i 15.

Og da jeg kommer der? Jo, der sidder drengene fortsat sammen ude på legepladsen og leger, og Noam har hele eftermiddagen fortalt, hvor dejligt det er, at Theo endelig er kommet over til ham i børnehaven. Der er ingen tvivl om, at Theo finder tryghed i Noam. Selvom jeg ikke ønsker at gøre Noam større, end han er, kan jeg alligevel ikke lade vær med at være en god blanding af vanvittigt lettet og stolt over, at mine børn er så omsorgsfulde og kærlige overfor hinanden, at min ældste frivilligt og uden tøven gør en verden til forskel for min yngste.